Træer

​

Det er den perfekte dag til eftertænksomhed og derfor har jeg taget mig tid til at lytte lidt til mine tanker, uden forstyrrelser. Jeg trasker rundt i den friske vinterkolde luft, mellem de høje bøge på Vestre kirkegard. En særlig trætop fik mig til at spekulere på om vi mennesker måske har mere tilfælles med træerne end vi tror. Træets grene ledte mine tanker hen på bronkierne og bronkiolerne i mine egne lunger. Eller mine blodkar. Næsten bogstaveligt talt, står træerne på kirkegården, som livgivende lunger og holder vejret, mens de venter på at sommersolens varme kommer tilbage og tillader dem at ånde frit igen.

​

Der er også en social side af træerne at få øje på. Man kan nemlig se hvordan nogle træer deles om plads og lys, som gode venner, mens andre er i indædt sværdkamp, hvor de med alle kneb forsøger at gennemborer naboens intimsfære. Træerne og menneskenes liv forekommer mig ikke at være så forskellige endda.

 

Lige for tiden savner jeg virkelig meget at være tæt på naturen. Duften af bark og den fugtige, svampede skovbund. At lytte til vindens brusen i trætoppene og til den mosdæmpede stilhed nede mellem stammerne. Der er intet der kan sætte mig i kontakt med mig selv, som det, at være i kontakt med naturen.

Selv om vinteren er en smuk årstid savner jeg også sommerens livgivende varme og jeg kan godt få lyst til at følge med fuglene ud af betonjunglen mod eventyr i de varme lande.

​

- uddrag fra brev til min gode ven Jonas